I mit tidligere indlæg “Is the U.S. Really a Land of Opportunity for Children?” lærte vi, at folk i USA har færre gevinster i social mobilitet end folk i andre lande.
Social mobilitet henviser til mulighederne for at opnå større økonomiske ændringer fra den ene generation til den næste. Selv om børn i USA på et tidspunkt var i stand til at få flere års uddannelse og opleve større arbejdsmuligheder end tidligere generationer, er dette desværre ikke længere normen.
Disse fald i den sociale mobilitet skyldes mange faktorer, herunder den uretfærdige finansiering af offentlige skoler i USA (f.eks. ved hjælp af lokale ejendomsskatter). Forskningsdata viser, at de kvarterer, som børn vokser op i, forudsiger deres college-deltagelse og indtjening, på godt og ondt (Chetty & Hendren, 2018).
Jeg nævnte i mit tidligere indlæg, at faldet i social mobilitet derfor er et spørgsmål om social retfærdighed. Så fuld og retfærdig finansiering af offentlige skoler vil føre til social retfærdighed, i det mindste med hensyn til uddannelsesmuligheder, ikke sandt?
Det er ikke så hurtigt. Ja, de uforholdsmæssigt store investeringer i offentlige skoler i USA er en urimelig uretfærdighed, som kan vendes med føderale investeringer i uddannelse, så alle offentlige skoler, uanset hvor de ligger, finansieres fuldt ud og retfærdigt.
Det er dog nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser for at opnå social retfærdighed. Hvorfor? Fordi social retfærdighed kræver mere end lighed.
Lad os dog lige gå tilbage et øjeblik. Hvad er social retfærdighed? Og er lighed det samme som lighed?
Social retfærdighed defineres ofte som menneskers evne til at nå deres fulde potentiale i de samfund, de bor i (Russell, 2015; Turiel, Chung, & Carr, 2016).
Ulighed defineres ofte som en ulige fordeling af muligheder, som i den ulige finansiering af offentlige skoler. Se panelet Ulighed i illustrationen af Tony Ruth for et andet eksempel.
Ulighed defineres ofte som en ligelig fordeling af muligheder, f.eks. at alle får det samme for at sikre, at de yder deres bedste, som det ville være tilfældet, hvis vores offentlige skoler i USA blev finansieret med det samme beløb, uanset det lokale skattegrundlag.
Bemærk, hvordan barnet, der er tættere på træet i lighedspanelet i Tony Ruths illustration, stadig har en fordel, selv når begge børn får samme redskaber og hjælp.
Lighed omtales ofte som en retfærdig fordeling af muligheder, f.eks. at alle får det, de har brug for, for at sikre, at de gør deres bedste. Dette ville være tilfældet, hvis vores offentlige skoler i USA blev finansieret, så der blev investeret mere i arbejderklassens og de fattige naboer (i stedet for at der blev investeret mere i middelklasse- og øvre middelklassekvarterer, som det er tilfældet nu), hvor børnenes forældre har færre ressourcer.
Bemærk, hvordan det barn, der var længere væk fra træet i Equity-panelet i Tony Ruths illustration, nu har et redskab (en anden stige) til at rette op på uligheden i forhold til det andet barn. Denne situation er bemærkelsesværdigt bedre end den uheldige virkelighed i de fleste offentlige skoler i USA.
Men alligevel udviser denne Equity-situation ikke social retfærdighed.
Social retfærdighed kræver, at de systemer, der skaber og fastholder uligheder, omstruktureres, så barrierer for adgang til værktøjer og muligheder fjernes. Dette ville være tilfældet, hvis USA reducerede indkomstuligheden via en universel basisindkomst, som de fleste andre avancerede lande tilbyder som en del af deres regerings sikkerhedsnet, samt via den progressive beskatning, som Bill Gates og Warren Buffett støtter.
Sådan progressiv beskatning ville dække omkostningerne ved (og give tiltrængte arbejdspladser) til omstrukturering af de systemer, der fastholder ulighederne – samt dække omkostningerne ved at genåbne skolerne på en sikker måde.
Bemærk, hvordan hvert barn i retfærdighedspanelet i Tony Ruths illustration nu har lige adgang til både værktøjer og muligheder.
Vi kan og skal gøre mere for vores børn, teenagere og familier i dette land, især nu under COVID-19-pandemien, hvor ulighed i skolen er blevet forstærket, da børn fra hjem med dårlige ressourcer oplever større fødevareusikkerhed, mindre adgang til sundhedspleje, upålidelige internetforbindelser og mindre adgang til privatundervisning.
Den enkeltes evne til at realisere sit potentiale bidrager til en bedre udvikling for alle.
Og det er ikke kun et moralsk spørgsmål. Faktisk viser forskning, at økonomien for 2019 i USA ville have været betydeligt større, hvis man havde lukket præstationskløften i 2009 (Dorn, Hancock, Sarakatsannis, & Viruleg, 2020).