Den følgende tekst er fra et nyligt fundet håndskrevet manuskript, som den daværende kardinal Karol Wojtyła skrev mellem 1965-1966. Det blev offentliggjort på engelsk for første gang i 2020. Den kommende pave reflekterer over Paulus’ prædiken i Athen fra Apostlenes Gerninger kapitel 17 og bruger den som en ramme for at artikulere den kristne tro midt i en kultur af vantro. Efter manuskriptet følger en kommentar af Dr. Scott Hahn.
1. “Hvad I altså tilbeder som ukendt, det forkynder jeg for jer” (ApG 17,23). De ord, som apostlen udtaler på Areopagus, er henvendt til et bestemt publikum. Men samtidig har disse ord et bredt virkefelt og en vidtrækkende genklang. Paulus af Tarsus forkynder en Gud, der har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Kristus er Guds evige ord, Sønnen, der er konsubstantiel med Faderen, vidnet om det trinitære mysterium.
Og samtidig er han Menneskesønnen, sandt menneske, født af Jomfru Maria i “tidens fylde” (jf. Gal 4,4). Paulus af Tarsus er apostel for den korsfæstede og opstandne Kristus. Han prædiker i Athen og på alle de steder, hvor han på sine utrættelige apostelrejser rejser rundt i datidens verden. I Kristus giver den “ukendte Gud” sig selv til kende for menneskeheden. Athenerne, ved at tilbede den “ukendte Gud”, vender sig – ifølge apostlen – ikke til en anden, men til den, som han selv forkynder: til den Gud, der har åbenbaret sig i den korsfæstede og opstandne Kristus.
2. Næsten to tusind år er gået siden begivenheden i Athen. Fra generation til generation forkynder Kirken menneskeheden Jesus Kristus, som “er den samme i går og i dag og i al evighed” (Hebr. 13,8). Kirkens budskab når hele tiden ud til nye mennesker. Alligevel overstiger det samlede antal kristne ikke 30 procent af de nuværende indbyggere på vores planet jorden. Derfor er indskriften på det athenske alter “Til en ukendt gud” stadig gyldig, ligesom Paulus’ ord fortsat er relevante i dag med hensyn til den, som menneskeheden – for størstedelens vedkommende – “tilbeder som ukendt”. Der er forskellige årsager til denne tilstand.
3. Det andet Vatikankoncil fastslår, at “de, der endnu ikke har modtaget evangeliet, er på forskellige måder beslægtet med Guds folk” (LG, 16). Her ser Kirken først og fremmest på den gamle pagts folk, men også på islams tilhængere, som med henvisning til Abrahams tro “sammen med os tilbeder den ene og barmhjertige Gud, som på den sidste dag skal dømme menneskeheden” (LG, 16). Tilhørsforholdet til Guds folk strækker sig i henhold til Det andet Vatikankoncils lære endnu længere og omfatter stadig bredere kredse. Denne “ukendte Gud” i den paulinske prædiken på Areopagus er ikke kun altings skaber. Han “ønsker også, at alle skal blive frelst og komme til sandhedens kundskab” (1 Tm 2,4). Kristus, som forløste alle, er et udtryk for Faderens frelsesvilje.
Også “de … som uden egen skyld ikke kender Kristi evangelium eller hans kirke, men som oprigtigt søger Gud og bevæget af nåde stræber efter at gøre hans vilje ved deres gerninger” (LG, 16), er omfattet af Guds folk. Og også “dem, der uden skyld fra deres side endnu ikke er nået frem til et udtrykkeligt kendskab til Gud og med hans nåde stræber efter at leve et godt liv” (koncilet tilføjer, at dette dog ikke er muligt “uden guddommelig nåde”) (se LG, 16).
Papst Johannes Paul den Store på det gamle Yankee Stadium i New York City i oktober 1979.
4. Hvor langt strækker kredsen af dem, som apostelen på Areopagus siger “tilbeder som ukendt” (den sande Gud) sig så? Det er vanskeligt at besvare dette spørgsmål på grundlag af menneskelige beregninger og statistikker. Svaret er kun kendt af Gud alene. Konklusioner må drages ud fra det, som det sidste koncil lærer om tilhørsforholdet til Kirken og “tilknytningen” til Guds folk.
5. Men endnu stærkere tordner apostelens kald: “Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet!” (1 Kor 9,16). Siden Gud har åbenbaret sig selv i sit ubeskrivelige mysterium i Jesus Kristus, og Jesus Kristus har betroet dette mysterium til apostlene og til Kirken, lyder uophørligt kravet om at forkynde evangeliet for alle skabninger: til dem, der endnu ikke kender evangeliet, til dem, der kender det utilstrækkeligt eller ikke i tilstrækkelig grad sætter det i praksis, og endelig til dem, der kender det, men som af forskellige grunde ignorerer det. Måske ville det være nødvendigt mange steder i den moderne verden at opføre et alter ikke så meget for “den ukendte Gud” som for “den ignorerede Gud”.”
6. “Hvad I derfor tilbeder som ukendt, det forkynder jeg jer.” Apostelen fra Tarsus, og med ham hele kirken fra generation til generation, forkynder Kristus. Han sagde selv: “Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh 14,9). Og således forkynder Kirken Kristus for at gøre Faderen bedre kendt. Og samtidig forkynder den Kristus, fordi menneskehedens mysterium er fuldt ud åbenbaret i ham. Kristus “åbenbarer fuldt ud mennesket for mennesket selv” (GS, 22). Disse to dimensioner af evangeliets budskab er tæt forbundet. I Kristus “ser mennesket Faderen”, og samtidig møder mennesket i Kristus sig selv; det opdager dybden af sin menneskelighed og også den fulde betydning af sin eksistens og sit kald, som er indskrevet i selve det at være menneske.
Den tid, hvor Jesus fra Nazaret udførte sin messianske mission, var kort. De, der hørte og så ham, og især de, der var sammen med ham som disciple og apostle, lærte af Kristus på ny, hvad det vil sige at være menneske. Denne erfaring nåede sit højdepunkt på pinsedagen. Fra parakletens komme, fra det øjeblik, hvor de blev “døbt i Helligånden”, var Kristi forkyndelse opfyldt i dem: “I skal være mine vidner” (ApG 1,8). Denne forkyndelse blev derefter opfyldt i generationer og generationer i alle dem, der “ved apostlenes ord troede på Kristus” (jf. Joh 17,20; ApG 4,4; ApG 15,7).
7. Hvad betyder det at “være vidner”? Hvad betyder det at “give vidnesbyrd”? Det betyder: at forene sig med Kristus for at “se Faderen” (jf. Joh 14,9) i ham og gennem ham. Men samtidig betyder “at være vidne” og “vidne” at “give vidnesbyrd” at “læse menneskets mysterium i Kristus”. Det betyder “at være menneske”: at læse i ham betydningen og meningen af sin egen menneskelighed, at “trække fra ham” under virkningen af Sandhedens Ånd, som igen til stadighed “trækker” fra ham (jf. Joh 16,13-15). Kristus i sin enestående og uigenkaldelige menneskelighed er en gave til alle. Han er ikke blot det “spejl”, hvori mennesket kan se den guddommelige menneskelighed, men også en gave, der guddommeliggør menneskeligheden hos dem, der tager imod ham. På denne måde bliver vi i kraft af Helligånden “sønner i Sønnen.”
8. At “være vidne” om Kristus betyder derfor at “trække på hans fylde”; på en eller anden måde at træde ind i denne Guddommelighed-Menneskelighed, der sammen med ham er blevet “vejen og sandheden og livet” (jf. Joh 14,6) i menneskets historie, og fra ham at opdage en ny modenhed af ens egen menneskelighed, af ens egen person. I denne forvandlingsproces mister mennesket ikke sig selv, sin menneskelighed eller sin rette dimension; tværtimod: det finder denne menneskelighed og dens rette dimension. Er menneskehedens målestok ikke i virkeligheden “Guds eget billede og lighed”?
Kristus er én gang for alle og for alle blevet en “hjørnesten” i den faktiske realisering af denne grundlæggende dimension af menneskeheden gennem Sandhedens Ånd.
9. Da han blev spurgt: “Lærer, hvilken god gerning skal jeg gøre for at få evigt liv?”, svarede han: “Hold budene”. I virkeligheden er den egentlige dimension af menneskeheden det moralsk gode, dyd (som modsætningen til det onde, til synden). Til spørgsmålet: På spørgsmålet: “Hvad mangler jeg endnu?” svarede han: “Følg mig” (jf. Mt 19,21). Dette evangeliske svar, både det første og det andet, er altid yderst relevant. Det har universel gyldighed. Det er overtidligt og på samme tid konkret. Enhver kan, styret af sin samvittighed, anvende det på sig selv. Mennesker i alle aldre, med forskellig uddannelse, status og erhverv kan gøre det. Den taler til unge og modne voksne, såvel som til mennesker præget af livet, ældre og syge.
I dette svar “åbenbarer Kristus mennesket for sig selv” eller snarere bekræfter
menneskeligheden gennem den moralske dyd, der er grundlæggende for ethvert individ. Kristi budskab til verden omfatter alt, hvad der er menneskeligt sandt, godt og smukt. Det henviser til alle områder af den menneskelige moral og den menneskelige kreativitet.
10. Svaret er imidlertid ikke begrænset til denne dimension alene. Når Kristus siger til apostlene og følgelig til alle sine andre disciple fra generation til generation “I skal være mine vidner” (jf. ApG 1,8), angiver han en anden dimension. Det er den sakramentale dimension, gennem hvilken Kristus selv handler i et menneske, der åbner sig for hans handling i sandhedens ånds kraft.
“Da Kirken i Kristus er som et sakramente . … af en meget tæt forbundet enhed med Gud og af hele menneskehedens enhed” (LG, 1.1), er det i denne Kirke, at Kristus stadig virker gennem troens sakramenter: fra dåben til konfirmationssakramentet, fra eukaristien til forsoningens sakramente (eller bodssakramente) og til de syges salvelse, gennem præstedømmet og ægteskabet; han skaber altid betingelserne for, at mennesket kan lære sin menneskelighed i sin fylde at kende. Samtidig skaber han altid betingelserne for, at mennesket kan lære sin fulde fylde af den apostolske mission: “I skal være mine vidner”. Må denne mission blive realiseret i de forskellige øjeblikke i det kristne liv, i de forskellige sammenhænge og kald. Må den realiseres gennem rigdommen og mangfoldigheden af gaver: “Hver enkelt modtager fra Gud en gave … sin egen gave” (jf. LG, 2, 11-12).