Jeg vil gerne invitere dig til at komme med mig ind i hovedet på en person, som vi ofte i ren frustration kan kalde et “bundløst hul”
Vi ved alle, hvad det betyder, ikke sandt? Og den slags person, det beskriver. Den “bundløse” person.
Det er “intet er nogensinde nok”-typen af en person. Den “jeg har altid brug for mere” type person. Den person, der synes at være ude af stand til at holde fast i noget af det, du har tilbudt. Som tigger dig om at sige noget hjælpsomt eller trøstende den ene dag, men som så har brug for, at du siger det igen og igen den næste dag og den næste dag. Og den næste. Det er udmattende, er det ikke?
Den person, der ikke synes at kunne finde en måde at bruge noget af det, du siger til ham eller hende, eller noget af det, du giver ham eller hende. At holde noget som helst.
Så hvad med, bare for et øjeblik, at vi går i skoene på en “bundløs”? Hvad med at vi lige kigger på, hvordan det er? Vi bliver der ikke for længe, for vi får ret hurtigt lyst til at ryste de sko af os og ånde lettet op over, at vi ikke behøver at have dem på hele tiden. Men lad os dog bare give det et forsøg.
For at gøre det lidt nemmere, vil jeg give dette “bundløse hul” et navn. Hvad med at vi kalder hende “Helen”? Det gør det bare enklere at give hende et menneskeligt ansigt for en stund. Vores bundløse hul er ikke nødvendigvis en kvinde. Men lad os bare gå med det, bare for nu.
Så, lad os tage Helens sko på.
Verden er for Helen et virkelig skræmmende sted. Sådan startede det.
Helens mor var ikke rigtig egnet til at være mor. Hun havde ikke noget at give til et barn ud over praktisk omsorg – givet på en no-nonsense måde – fordi hun ikke selv havde haft det.
Så indeni var Helens mor også et bundløst hul, sulten efter det, hun ikke havde haft, og vred over at skulle give det, hun ikke havde haft, til en anden. Faktisk var Helens mor, for at sige sandheden, endda lidt misundelig på sin lille pige. Hvorfor skulle Helen være centrum for universet, når hun, moderen, aldrig havde fået det?
Helens mor levede livet, som om det skyldte hende noget. Hun mente, at Helen også skyldte hende det. Helen var hendes anden chance. Helen skulle give hende alt det, som hendes egen mor ikke havde været i stand til at give hende. Note: ude af stand til. Vi bebrejder ikke nogen her. Det var, som det var. Det er som det er.
Vi tager bare et andet par sko på, husk det.
Ganske tidligt i Helens liv lærte Helen derfor, at hun kom i anden række. Hun lærte, at hun ikke fortjente det. Hun lærte, at gode ting ikke var for hende. Hun lærte, at livet ikke var venligt, eller trøstende, eller beroligende eller givende. Livet var snarere straffe, tage og misunde. Desuden forventede livet, at hun ikke skulle have noget imod det.
Men der fulgte noget endnu sværere med. Helen voksede op uden at kunne holde noget som helst. En af de største menneskelige smerter, der findes. Helen voksede op tom.
Lad os lige forestille os det for et øjeblik. Nogle af os vil allerede vide, hvad det betyder, for vi ved allerede, hvordan det er. Det føles skræmmende. Glædeløst. Det er at være uberørt af noget godt, at være ude af stand til at huske det, eller fremkalde følelsen af det. Alt er flygtigt og midlertidigt. Det går ind, men det falder bare lige ud igen.
Mennesker, der kender det, omtaler det ofte som “tomheden.”
Se, vi kan kun holde fast i ting, hvis vi er blevet holdt fast. Hvis vores moderskab har omfattet, at vi er blevet holdt fysisk, følelsesmæssigt eller psykisk fastholdt. Hvis vi har følt og vidst, at vi eksisterede i en andens hjerte og sind. Vi ved kun, at vi eksisterer, fordi vi først opdagede, at vi eksisterede i en andens hjerte og sind.
Og hvis vi ikke har haft det, så forsvinder øjeblikke. Andres ord forsvinder. Det gør i hvert fald “gode” øjeblikke og “gode” ord. “Dårlige” øjeblikke forbliver, fordi der ikke er nogen måde at berolige dem på. Og “dårlige” ord bliver, fordi de er alt, hvad vi har kendt, så de er velkendte og tillidsfulde.
Begynder du at se smerten ved det “bundløse hul” endnu?
Oh, det slutter ikke der. Det bliver endnu værre. Som voksen føler Helen sig fortsat som et sultent, trængende barn. Ligesom hendes mor var det. Hun har det så dårligt med det, så flovt, så utilstrækkeligt. Hun hader og foragter sig selv. Hun er et forfærdeligt menneske, fordi hun er så fuld af smerte, vrede og bitterhed. Og jo dårligere hun har det med sig selv, jo mere forsøger hun at kompensere ved at være “god.”
Helen plejer at passe sin mor, bor ofte længere hos hende, end mange døtre bor hos deres mor, eller fortsætter med at bo tæt på hende. Hun forsøger hårdt at opfylde alle hendes behov og ærgrer sig over det, mens hun tror, at hun er dårlig, fordi hun ærgrer sig over det. Hverken mor eller datter er glade for denne ordning – her er der pligt, ikke kærlighed. Selv om begge vil insistere på at kalde det kærlighed og begge tror, at det er kærlighed, ved ingen af dem rigtig, hvad det, der kaldes kærlighed, egentlig er.
Igen og igen gennemgår Helen perioder med den mørkeste, mest trøstesløse depression. Hun vil katapultere mellem vrede og sorg. Hun vil græde i dagevis. Hun vil gå ud. Hun vil råbe grusomme ting. Så vil hun blive overvældet af skyldfølelse og anger. Og skam. Åh, altid skammen. Og hun prøver endnu hårdere.
Når det bliver rigtig slemt, vil Helen bede om hjælp. Hun er tydeligvis i så stor nød, at andre er ivrige efter at forsøge at hjælpe hende. Folk giver hende kram, opmuntrende ord, praktiske tilbud om hjælp. Og Helen udtrykker sin taknemmelighed og synes at absorbere det hele og får det bedre. Folk føler sig taknemmelige og tilfredse med, at deres hjælp har gjort en forskel.
Men i Helens verden er det eneste, det i virkeligheden har været, et plaster på såret. Det har hjulpet midlertidigt. Men tomrummet – det bundløse hul – er stadig tilbage. Alt er lige så hult, tomt, skræmmende og meningsløst som før. Hun er stadig et “dårligt” menneske, og hun hader stadig sig selv.
Hun forsøger oprigtigt at gøre de ting, hun har fået råd om at gøre. Hun læser bøgerne. Hun skriver kærlighedsbreve til sig selv. Hun siger affirmationer, som om de er hellige, magiske ritualer, der vil medføre healing. Hun forsøger at elske sig selv, som alle siger, hun skal gøre. Men altid er der et tomrum, altid et bundløst hul. Altid den manglende evne til at holde det.
Og så bliver det endnu værre. Folk begynder at blive vrede på hende. De fortæller hende, at hun ikke prøver. De bombarderer hende med kloge ord, som andre har sagt eller skrevet. De siger til hende, at hun skal slå sig løs. Eller at hun skal se på sine vibrationer. At hun skal ændre sin energi. De fortæller hende, at hun tiltrækker dette.
Fatter du endnu ikke, hvordan det er at være Helen?
Og ved du, at den eneste måde, det bliver ordnet på? Den eneste måde? Den måde, hvorpå en person, der ikke ved, hvordan man elsker sig selv, bliver i stand til at elske sig selv? Det er ved at få, igen og igen, den ubetingede kærlighed, som de ikke har haft. Det betyder ikke, at man skal udtømme sig selv. Det betyder ikke at give på en måde, der efterlader dig tom. Men det betyder, at man ikke skal sige til hende, at hun skal gøre noget, som hun simpelthen ikke kan gøre – uanset hvor højt og tydeligt og utålmodigt du siger til hende, at hun skal gøre det.
Og kan du nu se udfordringen? Både for Helen, men også for dig? Kan du se, hvorfor Helen valgte – fordi hun selvfølgelig valgte – at bringe denne mulighed ind i denne tid/rums virkelighed for os alle? Kan du se, hvilken stærk sjæl Helen faktisk er? Kan du se, hvad hun tilbyder dig?
Det er en udfordring at finde en måde at elske betingelsesløst på. At give betingelsesløst. At finde i dig selv alle de blokeringer for betingelsesløs kærlighed, som den vanskelige personlighed, som Helen er, tvinger dig til at opdage.
Dette har aldrig handlet om Helen. Det handlede aldrig om frustrationen over det bundløse hul. Det handlede aldrig om, at du skulle lære vidunderlige teknikker, som du kunne tilbyde Helen for at hjælpe hende til at blive som dig. Det handlede altid om dig. Og det skylder du Helen en enorm påskønnelse for.
Helen har allerede forstået det. Hun vidste, hvad hun gjorde. Hun har det her. Hendes højere selv ser på, smiler og nikker over det helt geniale arbejde, hun gør for at spille sin rolle. Hendes bundløse rolle.
Fatter du det nu? Bare en lille smule? Det enorme omfang af denne gave?
Udfordringen er ubetinget kærlighed. Muligheden er ubetinget kærlighed. Rejsen er tilbage til ubetinget kærlighed. Kan du opfange energien i det, spændingen i det, kraften i det? Elsker du ikke bare den måde, det hele fungerer på?
Oh, og hvis du tilfældigvis er Helen, så tak! Der er meget kærlighed og påskønnelse for dig her. Vi står i ærefrygt.