Dette skete altså for ca. 5 dage siden, men denne hændelse giver stadig genlyd i mit baghoved..
Jeg havde taget en vagt for en af mine kolleger, som ikke var i stand til at tage sin planlagte vagt. Skiftet var fra kl. 15-21.30. Jeg bor ca. 25 minutter fra mit arbejde, så for at komme dertil skulle jeg tage to forskellige motorveje (en vest/østgående og en nord/sydgående) med en lille 2 mile motorvej mellem de to motorveje.
Jeg kørte på den vest/østgående motorvej, da jeg passerede disse to biler, lige før jeg kørte fra afkørslen for at køre ind på den 2 mile lange del af statsvejen. Da jeg kom op på afkørselsrampen, bemærkede jeg, at de var bag mig. Ikke noget særligt, vel? De har steder at tage hen, og jeg har steder at tage hen. Ingen røde flag.
Den første bil bag mig er en sølvfarvet bil med sorte striber og tonede ruder (vi vil kalde den bil “sølvfarvet” for historiens skyld), og bilen bag den sølvfarvede bil var noget, der lignede en Subaru Outback, men havde meget tydelige cirkulære jeep-forlygter (vi vil kalde den bil for “jeep”)
Efter ca. 3 km var jeg tæt på at forlade motorvejen og køre ind på den nord/sydgående motorvej i kun ca. 3 km mere, indtil jeg skulle køre ud i udkanten af min by.
Når jeg var på den nord/sydgående motorvej, passerede den sølvfarvede bil mig med det samme, men jeepbilen var stadig bag mig.
Efter yderligere ca. 3 km når jeg min afkørsel, og jeg signalerer noget for tidligt. Den sølvfarvede bil kører først ud af samme afkørsel, så gør jeg det, efterfulgt af jeepbilen.
Når vi kommer ind i min by, tager jeepbilen et andet sving, så nu er det kun sølvbilen, der er foran mig. Vi ender til sidst ved et sæt lygter, men da det var 10:15 om aftenen, var lygterne ikke tændt, og det blev mere brugt som et vigepligtstegn. Den sølvfarvede bil kører ligeud, og jeg følger efter, uden at tænke over det.
Vi kommer over denne bakke, og jeg lægger mærke til en bil, der er parkeret i vejsiden. Den sølvfarvede bil passerer ekstremt tæt på den, mens jeg passerer ham bredt, bare for at være sikker på, at han åbnede sin dør eller noget.
Når jeg passerede bilen i vejsiden, bemærkede jeg, at det var de samme mærkelige jeep-forlygter på noget, der så ud til at være på en Subaru Outback. Så snart jeg passerer den, trækker den sig ud fra vejsiden, så den er lige bag mig.
Så nu er det sølvfarvet bil, mig, og så efterfulgt af jeepbilen. Jeg tænker ikke over det, så jeg sætter min blinklys på for at dreje ned ad min vej. Når jeg gør det, drejer den sølvfarvede bil ned ad min vej, efterfulgt af mig, så følger jeepbilen efter.
Min vej er egentlig slet ikke trafikeret. Jeg ser måske 2 biler køre ned ad den hele dagen, så jeg tænkte bare, at det var et underligt sammentræf, at de samme biler fra motorvejen kørte den samme vej som mig.
Den sølvfarvede bil, som fører os an, kører ekstremt langsomt, som om han ikke normalt kører ned ad denne vej.
Halvvejs op ad min vej holder den sølvfarvede bil ind til siden ved et hus. Jeg troede, at det var hans stop, og måske kørte han bare langsomt, fordi han ikke kendte det præcise hus.
Det er her, jeg føler mig på kanten og får en synkende fornemmelse i maven.
Den samme sølvbil, der førte os an, og som holdt ind til siden, lader mig passere, derefter jeepbilen passere, men så farer den ud igen bag jeepbilen.
Jeg begyndte at få den følelse, som om nogen holdt øje med mig. Og jeg begyndte at trække vejret tungt.
Jeg trak min bil ind på min sædvanlige parkeringsplads på vejen foran mit hus, mens jeepbilen og den sølvfarvede bil langsomt kører rundt i cirklen for enden af min gade.
Jeg fik kvalme, og jeg holdt bare hovedet nede.
Så snart de kørte forbi, kunne jeg ikke bevæge mig. Jeg kiggede i bakspejlet og bemærkede, at lige over den lille bakke kunne jeg se, at en af bilerne var stoppet med bremselyset tændt. Bevægelseslysene på min garageport tændte, og de slukker uden aktivitet om 5 minutter.
Jeg låste mine døre og sad der og stirrede gennem mine spejle og prøvede at se, om jeg kunne se nogen.
5 minutter gik. Ikke flere spor af bilen ved bakken. Så 10 minutter, og mine bevægelseslys var stadig tændt.
Omkring 10 minutter bemærkede jeg, at der kom en bil op ad bakken, og jeg sank ned i mit sæde for ikke at blive set. Bilen var jeepbilen, men i stedet for at køre rundt om cirklen for enden af min vej, stoppede den et hus væk fra min, lavede et y-sving og kørte til venstre.
Jeg var helt ude af flippet på dette tidspunkt. Hvorfor blev de samme to biler ved med at komme tilbage?
Omkring 5 minutter efter at jeepbilen kommer tilbage, kommer min mor hjem fra sin nattevagt, og jeg benytter lejligheden til at gå ind. Jeg går i et rask tempo og fortæller hende, at jeg tror, at jeg bliver forfulgt. Hun trækker bare på skuldrene og siger, at jeg ikke skal bekymre mig om det.
Jeg kommer indenfor og har stadig den der ildevarslende fornemmelse, som om nogen holder øje med mig. Jeg laver min aftensmad og spiser i kulsort mørke, så hvis der var nogen, der holdt øje med mig, kunne de ikke se mig.
Min ven og jeg, som vi vil kalde Dustin, skulle løfte, da jeg kom hjem fra arbejde. Vi skulle løfte, fordi vi allerede havde taget fri de to foregående dage, så selvom jeg ikke havde lyst til at forlade huset, vidste jeg, at jeg var nødt til det, og jeg tænkte, at jeg ville være okay, da Dustin alligevel ville komme hjem til mig først.
Mens jeg spiste, kiggede jeg ud af vinduet og så den samme grå bil køre rundt i cirklen. “What the F***” hvisker jeg til mig selv.
15 minutter eller deromkring efter jeg er kommet indenfor ser jeg Dustin køre op, og jeg går ind i min garage for at hilse på ham.
Når han stiger ud og begynder at køre op ad min indkørsel, er jeg sikker. Den samme jeepbil kommer ned ad min vej.
“Dustin kom ind, NU!” Jeg sagde med en rystet, men streng stemme.
“Hvad??” Han sagde forvirret.
“Bare stol på mig og kom ind, tak.” Jeg siger med samme strenge og rystede stemme.
Jepbilen passerer, og jeg begynder hysterisk at fortælle ham alt, min stemme er stadig rystet.
Der er gået 5 dage siden da, og intet spor af de to biler. Jeg er ikke sikker på, om det bare var underlige tilfældigheder, eller paranoia, eller om det var folk, der rent faktisk ville gøre mig ondt. Men en ting er sikkert, jeg er glad for, at jeg holdt mig til min mavefornemmelse og ventede i min bil.