San Pietro er en lille italiensk restaurant på East 54th Street mellem Madison og Fifth. Den er ny og nydelig; en lille bar, et kæmpe friskt blomsterarrangement, og stedet er så lille (29 borde). Den har upåklagelige legitimationsoplysninger. Gael Greene spiste der et par måneder efter åbningen i slutningen af 1992 og udtalte, at det var en vinder. Fire brødre ved navn Bruno, fra Amalfi, ejer og driver stedet. De er meget dygtige til det, de laver, hvilket også omfatter driften af en anden restaurant, Sistina, på Upper East Side.
Brødrene Bruno’s ekspertise og køkken lever mere end rigeligt op til kravene fra disse velnærede og sofistikerede smagsløg. Men det, der virkelig gør denne enkle restaurant ulig alle andre, er en 30-årig, sexet, sexet, blåøjet blondine, tidligere model ved navn Sonja Tremont. Miss Tremont undgår ordet “værtinde”. Hun er uddannet fra F.I.T. med en bachelor i marketing, og højt profileret spisning er hendes medium, og marketing er det, hun gør med det. Kunderne er “klienter”
På en hvilken som helst dag kan San Pietros klientliste omfatte John Gutfreund, Ronald Perelman, Alfred Taubman, Howard Kaminsky, Carl Icahn, Nelson Peltz, Donald Trump, Alessandro Marchessini, David Koch og Joe Perella, som ofte gnider albuer og bryder op med hinanden på samme dag. Det er heller ikke en ren mandeklub. Deborah Norville, Barbara Walters, Andrea Eastman, Beatriz Santo Domingo, Donna Acquavella, Dawn Mello, Linda Wachner og Martha Stewart er blot nogle få af de prominente New York-kvinder, som ikke har haft problemer med at finde vej over tærsklen.
De kender alle Sonja. Og om aftenen ser de hende til Grammy-uddelingen eller Røde Kors-ballet i Monaco (siddende ved siden af hendes ven, prins Albert) eller til fester på Le Club eller små middage i East Side-rækkehuse eller i Palm Beach, eller på Irish Derby eller hos Larry Gagosian i Southampton eller i San Tropez. Pigen kommer vidt omkring.
“Når en masse kvinder kommer på restauranten, og de bruger penge og giver drikkepenge for et bord med udsigt, får de baggrundsoplysninger om en fyr,” forklarer Sonja. “Er han gift, single, skilt? Er han en god fyr? Ikke så god? Mange gange går man på en restaurant og møder en fyr uden at vide, hvem eller hvad han er. De ved, at de kan få oplysninger fra mig. Jeg tilføjer altid, at jeg ikke ved, om det er sandt, men… Det er klart, at hvis jeg er 30 år og stadig ikke er gift og arbejder for at tjene til livets ophold, er jeg ikke påvirket af berømmelse og penge, men det er der mange kvinder, der er.”
Født og opvokset i Averill Park, en landlig by uden for Albany, New York, gik maitresse d’hotel på den lokale high school, hvor hun spillede tennis, basketball og ledede cheerleaderholdet. Hun var meget populær i skolen, men hun var aldrig en del af en bestemt gruppe, hvilket hun tilskriver sin evne til at blande sig og tilpasse sig nemt til forskellige grupper af mennesker.
Trods sit gode udseende syntes hun aldrig, at hun var attraktiv, men venner pressede hende til at deltage i skønhedskonkurrencer sammen med dem. “Jeg ville vinde Miss Congeniality. Det tætteste, jeg kom på at vinde, var første andenplads, og det var, fordi jeg havde en bikini på, og alle de andre piger havde badedragter i et stykke på.
Men det var den “sejr”, der plantede et frø til fremtiden. “Jeg vandt nogle penge, som kun kunne bruges til college. Jeg holdt op med at være cheerleader som 14-årig for at arbejde for en dollar i timen med at skære pizzaer i weekenden.”
Da hun kom ind på det lokale community college, arbejdede hun tre aftener om ugen i en klub kaldet Charades i Albany for at klare sig selv. “Jeg var nødt til at have et kaninkostume på.” Allerede dengang havde hun et øje for branchen. “Der var en masse mænd med penge, der kom fra Saratoga, som f.eks. araberne. Jeg opdagede dem og gjorde dem til mine kunder.” Efter to år havde hun sparet sine drikkepenge op i en skotøjsæske, og efter to år havde hun nok til at tage de sidste to år på F.I.T. “Jeg kendte til forretning og salg, og at verden lå i New York, og at jeg ville af sted.”
I New York i midten af 80’erne gik hun i skole, var model (hovedsagelig pelse) og fandt snart ud af, at hun gik rundt med rockstjerner som Billy Idol og Duran Duran. Så en dag mødte hun en smuk italiensk dreng på hendes alder, og hendes liv blev forandret. “Pierre Francesco havde grønne øjne, høje kindben, smukke læber, der krøllede op som Sly Stallones, og langt blondt hår. Han var meget elegant, og jeg var så imponeret over, at han var interesseret i mig, denne lille klamme pige fra Albany.”
…(slutningen af uddrag).
Artiklen, hvori hun fortalte om sine ambitioner samt om mændene i sit liv – ud over sine “klienter” på San Pietro – var meget populær blandt læserne og blev godt modtaget. Selv om Sonjas arbejdsgivere ikke var begejstrede. Meget kort efter blev hun opsagt. Ikke desto mindre gik Sonja, karakteristisk ufortrødent og fuldstændig selvstændig, videre til nye projekter.
I de følgende år i 1990’erne løb Sonja og jeg indimellem indimellem ind i hinanden. Vi blev aldrig det, jeg ville kalde “nære venner”, om ikke andet så fordi vi begge havde meget travlt med vores arbejde. På trods af den tid, der er gået mellem vores forbindelse, er hun et af de mennesker, som, når man først har mødt hende, forbliver lige så fortrolig som en gammel ven. Hun er det, vi plejede at kalde “upfront”. Tid, problemer og fremskridt har ikke ændret det ved hende. Et eller andet sted omkring slutningen af sidste århundrede og begyndelsen af det nye fik jeg at vide, at hun havde giftet sig med John Morgan, en oldebarn af Pierpont Morgan og søn af en af grundlæggerne af Morgan Stanely, Henry Sturgis Morgan.
Omkring den tid løb jeg ind i hende ved en gallafest til fordel for Bierancourt, et slot i Frankrig, der blev købt i 1917 af Anne Morgan, datter af J. Pierpont og storetante til Sonjas mand, hvor hun ledede en hjælpeorganisation for franske ikke-krigere, der led under Første Verdenskrigs helvede og afsavn.
Den aften på Bierancourt-balancen spurgte jeg Sonja om hendes ægteskab med den mere end tredive år ældre Morgan. Hun fortalte mig, hvordan hun havde kendt ham som “klient” på San Pietro, og en aften et par år senere var hun stødt på ham til et cocktailparty, I deres samtale tiltalte hun ham naturligvis som “Mr. Morgan”, og han foreslog henkastet, at hun skulle kalde ham ved hans navn … John. Og derfra fulgte et forhold.
Deres ægteskab introducerede pigen fra Averill Park til et nyt liv med lystbåde og limousiner, en ø ud for Connecticuts kyst, et byhus i New York og et socialt liv bestående af hans venner og hendes mange venner og bekendte. På en meget reel måde var Sonja i sin storhedstid og udlevede sit talent som værtinde og veninde for mange.
I begyndelsen af det nye århundrede blev Sonja mor til en datter, der fik navnet Quincy Adams Morgan, efter John Morgans direkte forfædre på hans mors side – John Adams og John Quincy Adams, USA’s anden og sjette præsidenter. Quincy er i dag Sonjas stolthed og glæde, en studerende med en høj matematisk begavelse og interesse.
For nogle år siden sluttede Morgan-ægteskabet. Der er to sider af enhver historie om skilsmisse, som begge er legitime for fortælleren. Men karakteristisk nok gik Sonja videre med beklagelse over omstændighederne, men aldrig et hårdt ord om sin datters far. Selv om hun denne gang var meget mere i offentlighedens søgelys – som optaget i sladderbladene – på grund af maj-december-ægteskabet, for ikke at nævne hendes mands berømte navn og formue.
I de sidste seks år er vores Sonja, som verden ved, blevet en national berømthed i den succesfulde BRAVO-serie The Real Housewives of New York City. Da jeg ikke selv har meget tid til fjernsyn og aldrig har set det populære program, fik jeg for nylig særskilt besked fra to veninder, som begge (i midten af 30’erne) nævnte, at de så programmet religiøst, og at – uden at jeg spurgte – Sonja var deres favorit. Hvorfor? spurgte jeg. “Fordi hun virker virkelig sød og ægte.” Og det kan jeg ærligt afsløre, at det er hun. Det er vores Sonja; jeg kendte hende dengang, og jeg kender hende nu.